|
Jeg havde set ham flere gange i april, vidste at
han gik i mosen sammen med en rå og hendes to
lam fra sidste år. Havde også observeret at de
gerne ville være i hegnet optil Skrædderdalen om
dagen for så at tilbringe natten der. De første
dage af bukkejagten så jeg dem dog ikke og
konsentre mig derfor om dalen bag Skovgård for
jeg vidste at der senere ville blive udsat kvier
til afgræsning og så ville bukkejagten der ikke
være meget værd. Da jeg den 19. maj kl. 2 om
eftermiddagen kørte fra Skovgård og ned til
jagtgården, så jeg ham løbe over vejen. Jeg
parkerede bag hegnet, listede mig igennem og der
stod han 9o – 100 meter nede langs hegnet, nu
skulle det være, men kuglefanget, nej den gik
ikke, jeg måtte om på den anden side af hegnet
igen og så kravle op i mod ham, men det ville
nok være omsonst, for hvordan skulle jeg komme
lydløst igennem det fem rækkede hegn igen, nå
lige meget det skulle forsøges. Selvfølgelig
stødte jeg ham, men heldigvis løb han i en bue
ud over marken, jeg fulgte ham i riffelkikkerten
, aftrækker fingeren var placeret bag aftrækket,
så jeg kunne spænde snellen og tommeltotten lå
fast på rulle sikringen, nu havde jeg ham, nu
skulle han blot stoppe et øjeblik, det gjorde
han også efter et skarpt fløjt – men i det samme
hørte jeg en bil ude på vejen og den stoppede
føren ville også beundre bukken, så mit
kuglefang på den anden side af vejen var
pludselig ødelagt, var de dog blot kørt videre
bukken stod der stadig, den overvejede om den
skulle passere bilen eller løbe op imod mig. Den
valgte at løbe ned imod bilen og var snart over
bakken og væk. Jeg kunne kun sænke riflen og
tænke. Jeg får dig nok, men der skulle gå mange
pürcher morgen og aften. Før jeg så ham igen.
Krondyrene havde indtaget Skrædderdalen så
råerne kunne ikke få ro til at sætte deres lam
der, som de plejede, derfor var det heller ikke
så attraktivt for den gamle buk at opholde sig
der.
Hen sidst i juni fortrak krondyrene igen og der
blev igen ro i Skrædderdalen, råerne vendte
tilbage og jeg så dem og deres lam, hver gang
jeg gik derned.
Den 11. juli om morgenen pürchede jeg af et
sprøjtespor ned mod Skrædder dalen, da jeg kom
rundt om et sving lå der pludselig en lille
rævehvalp og sov midt i sporet. Jeg kunne ikke
få mig selv til at skyde dem, selvom det var et
oplagt mål. Den vågnede forvirret op, så på mig
og løb ind i kornet.
Da jeg kom ned til min sædvanlige plads ved
fasanvolieren stod jeg længe og afsøgte dalen i
håndkikkerten, der lå han !
Jeg stak riffelen ind imellem trindene på stigen
fløjtede engang, bukken sprang op kiggede sig
omkring men inden han overhovedet nåede at
reagere yderligere, havde jeg sluppet kuglen og
kunne tydelig se at jeg havde ramt, hvor jeg
ville. Bukke sprangt højt op, næsten på stedet,
for af sted længere ned i dalen, da han efter 20
– 30 meter nåede bækken blev han væk i det høje
græs, men da han ikke var kommet op på den anden
side var jeg helt rolig, stillede riffelen op af
stigen og stoppede piben – jeg havde fået ham –
bukken som jeg havde udset til mig selv i år.
Nogle vil vel spørge: Hvor stor var han så ?
Stor nok til at kunne pryde vægen sammen med de
andre medalje bukkene, som jeg igennem årene har
nedlagt, næsten det samme sted enten i den
første uge af forårsjagten eller som nu i den
sidste. Hvilket metal han skal prydes med må
andre afgøre, når han bliver opmålt, men en
seksender buk, som har en stanglængde på 23
centimeter, skudt på fri vildtbane i Danmark var
dog hver at vente på. |
